Det nye søtorv

Blandt andet kommer Kvickly under jorden sammen med p-pladserne. I stedet kommer der en hævet bypark, 8 punkthuse med haver og både leje- og ejerboliger samt cafeer.

Visualiseringer af Søtorvet

  • Skitse af byparken
  • Skitse set fra Chr. 8.s Vej
  • Skitse set fra Remstrup Å
  • Skitse set fra Stryget
  • Bydelen set fra Alderslyst
  • Indgang til dagligvarebutik på Søtorvet
  • Luftfoto over området
  • Plantegning
Projektet består af en hævet grøn bypark inspireret af New York Skyline. Bevæger du dig op i byparken vil du få nogle flotte kig ud over by og natur. Under byparken bygges parkering, et nyt, stort Kvickly, vareindlevering, samt cafeer. Caféerne vender ud mod Havnen og åen, mens det nuværende Kvickly får en mere central placering mellem Papirfabrikken og bymidten.

Punkthuse med haver
I den grønne bypark, som er hævet op fra vejniveau, skal der være otte punkthuse med haver. Bygningernes højde varierer fra 5 etager nede mod bymidten og op til 7 etager mod Langsø. Husene får forskellige tegltyper med varierende farver og grøn beplantning.

Husene, som rummer ca. 286 boliger i 6 størrelser fra 72 til 125 kvm. Nogle bliver leje- andre ejerboliger for at sikre en mangfoldighed i beboersammensætningen. Det samlede etageareal bliver godt 28.000 kvm.

Cafeer og torveplads ved Havnen
Den hævede, grønne bypark folder sig ned mod åen med amfitrapper og med cafeer i stueplan mod åen og promenaden. Ved Havnen kommer en helt ny torveplads, som er forbundet til promenaden langs åen.

Den nuværende vej til Papirfabrikken samt Christian 8.s Vej flytter og rykker væk fra Silkeborg Langsø, så der bliver en grund ved søen til et fremtidigt, nyt Museum Jorn.

Bedre sammenhæng
Byrådet har gennem mange år ønsket en bedre sammenhæng mellem Torvet, Havnen og Papirfabrikken. Derfor blev der i 2010 gennemført en arkitektkonkurrence, som dannede grundlag for rammerne i den nuværende kommuneplan, hvor bymidten skal fortættes.

Nu er AP Pension klar til at realisere Byrådets visioner om en helt ny bydel, som vil udgøre en markant udvikling i Silkeborg By. Pensionskassen ejer en stor del af arealet ved Søtorvet med Kvickly og har derfor sat C.F. Møller i gang med at tegne et projekt for hele Søtorvet.

Projektet er endnu ikke færdigtegnet af C.F. Møller, men projektet løser de store udfordringer med vejføringer, støj fra Chr. 8.s Vej og sammenhæng mellem Midtbyen, Torvet, Papirfabrikken, Stryget og Havnen.